top of page

Hjælp os med at gøre Ren Strand Fanø endnu stærkere

1. sep.
2 min læsning

Ren Strand Fanø er blevet til noget, vi alle kan være stolte af. Måned efter måned møder frivillige op på Fanøs strande for at samle affald, og resultatet kan ses og mærkes på hele stranden. Det arbejde skal naturligvis fortsætte – men vi har brug for flere, der bakker os op økonomisk.

Derfor beder vi nu jer, vores medlemmer og medlemmer af Facebook-gruppen, om hjælp. Ikke til en stor indsats, men til noget, der kun tager et par minutter, og som kan gøre en stor forskel.


Hvorfor det betyder noget

Antallet af medlemmer betyder, at vi står stærkt, når vi taler med sponsorer. RSF’s bil kører ofte på stranden, og det kræver brændstof og vedligeholdelse. Jo flere vi kan mobilisere til at samle havfald sammen, som bilen henter, desto større en nydelse har vi alle af en tur på stranden.


Sådan kan du hjælpe

Del vores “Støt nu”-knap. På vores hjemmeside kan man med få klik støtte foreningens arbejde direkte. Del linket på din egen Facebook-profil, eller send det til en ven, der holder af Fanø og dens strande. Selv mindre donationer lægger sig oven på hinanden og gør en reel forskel.

RSF er i år godkendt af Skattestyrelsen som fradragsberettiget forening. For at det for alvor kan komme alle donorer til gode, skal vi først have mindst 100 donationer på 200 kr. eller derover i løbet af året. Når vi når det tal, bliver alle donationer til RSF fradragsberettigede – også mindre beløb, ned til 100 kr. For at få fradraget skal man oplyse sit CPR-nummer til kassereren, som indberetter donationerne til Skattestyrelsen i januar. Så jo før vi når de 100 donationer, jo bedre for alle, der ønsker fradrag for deres støtte.

Man kan også blive medlem af foreningen via et link på siden “Støt nu”. Det koster kun 100 kr. (150 kr. fra 2027).


Inviter nogen ind i vores Facebook-gruppe. Her deler vi billeder fra rensninger, datoer for kommende arrangementer og nyheder fra foreningen. Jo flere medlemmer i gruppen, jo stærkere fællesskab – og jo flere der har lyst til at møde op, næste gang vi går sammen på stranden.

Fortæl om os, når du er på Fanø. Mange nye medlemmer og donorer finder vi gennem en helt almindelig samtale på stranden eller i byen. Du kender historien om RSF bedre end de fleste – brug den gerne.


Tak, fordi I er med

RSF findes, fordi almindelige mennesker har valgt at bruge deres tid og engagement på noget, der betyder noget. Det gælder både dem, der stiller op med havfaldsposer og handsker, og dem, der støtter med en donation eller ved at fortælle andre om os. Tak fordi du er en del af det.

Har du lyst til at gøre en indsats – stor eller lille – så find “Støt nu”-knappen på RSF.dk.

 
 
 

Kommentarer


bottom of page