Nyhedsbrev juli 2025
- nhs
- 19. jul.
- 3 min læsning
Opdateret: 21. jul.
Kære medlem og havfaldsven
Der er sket meget i Støtteforeningen Ren Strand Fanø for øjeblikket – både digitalt og ude på strandene. Her får du en kort opdatering på, hvad vi arbejder med, og hvordan du kan være med til at gøre en forskel.
Ny hjemmeside – ren, enkel og informativ
Vi har lanceret vores nye hjemmeside, som giver et klart overblik over foreningens arbejde, kommende arrangementer og hvordan man kan støtte foreningens arbejde – som medlem eller med en donation. Støt nu
Ny grafik: Sådan samler du havfald på Fanø
Vi har udviklet en ny, overskuelig grafik, som viser hvordan du nemt og ansvarligt kan samle havfald på Fanø. Den er sendt ud i flere danske og tyske Facebook-grupper, så både fastboende og gæster kan bidrage. Du er meget velkommen til at dele den videre!

Samtidig har vi lavet en grafik, der viser hvilken typer ting, der skal i havfaldsposen og hvilke ting, der skal i den sorte affaldsiglo.

Medlemstallet vokser – men vi er ikke i mål endnu
Vi glæder os over, at antallet af betalende medlemmer er steget markant de seneste måneder – vi har passeret 150 medlemmer!
Men vi har fortsat et godt stykke vej til vores første mål på 300 medlemmer, som er nødvendigt for at blive godkendt som fradragsberettiget forening hos SKAT.
Du må gerne opfordre naboer og venner til at blive medlem eller til at de hjælper med en donation. Støt nu
Vi har sendt ansøgning til SKAT om fradrag for donationer
Vi har netop indsendt vores ansøgning til SKAT, så donationer over 200 kr. fremover kan give skattefradrag. Nu venter vi på deres svar. Denne godkendelse vil være en vigtig milepæl for os.
Sommer-events i samarbejde med Esmark
Hen over sommeren afholder vi flere arrangementer i samarbejde med Esmark – både affaldsindsamling og formidling. Det bliver både sjovt og meningsfuldt – og alle kan være med!
Hold øje med datoerne på vores hjemmeside og Facebook.

Søværnets Havmiljøvogter-kampagne – en vigtig samarbejdspartner
Ren Strand Fanø samarbejder med Havmiljøvogterne, som er en landsdækkende kampagne startet og drevet af Søværnet. Kampagnen har til formål at beskytte havmiljøet og mindske plastikforurening i og omkring de danske farvande.
Søværnets Havmiljøvogter-kampagne gør det muligt for både borgere og besøgende at tage aktiv del i kampen mod havfald. Det er blandt andet dem, der stiller de røde plastikposer og sække til rådighed, som uddeles til strandgæster og frivillige på Fanø. De gør det nemt og tilgængeligt for alle at samle affald – og dermed gøre en konkret forskel for vores fælles havmiljø.
Uden støtten fra Søværnet og Havmiljøvogterne ville vores lokale arbejde med strandrensning være langt vanskeligere. Vi skylder dem en stor tak – både for materialerne og for den vedvarende opbakning til vores indsats.
Du kan læse mere – og selv blive Havmiljøvogter – på: https://havmiljovogter.dk
Medlemskab uden brug af Unioo
Bestyrelsen er opmærksom på, at Unioo opfattes som udfordrende af en del medlemmer og ikke-medlemmer. Derfor er det blevet besluttet, at man kan være medlem med kontingent betaling via en almindelig bankoverførsel i stedet for via Unioo. Skulle du ønske at benytte dig af dette, så skriv til info@rsf.dk, at du ønsker at betale via almindelige bankoverførsel. Så vil du modtage en opkrævning af kontingent via mail.
Ris og ros
Vi hører meget gerne fra dig, hvis du har forslag til det, vi har lavet eller noget, som du kunne tænke dig, at vi skulle tage fat i. Vi vil også gerne have kommentarer til dette nyhedsbrev. Send kommentarer til info@rsf.dk - gerne med "Ris og ros" i emnefeltet.



Kommentarer